by Dorthe Filtenborg Sørensen
6. januar 2009 12:19
I Bekendtgørelsen omhandlende de seks læreplanstemaer, opdeles temaerne som bekendt i hele seks områder:
- 1: Barnets alsidige personlighedsudvikling
- 2: Sociale kompetencer
- 3: Sprog
- 4: Krop og bevægelse
- 5: Naturen og naturfænomener
- 6: Kulturelle udtryksformer og værdier
Mange gange, når jeg har arbejdet med temaerne i en pædagogisk praksis, dokumenteret denne og derpå koblet evalueringsdelen på, så har det undret mig, at man har valgt at kalde de to første temaer for "temaer".
Jeg mener, at de er basis og hele fundamentet for at arbejde med de øvrige fire temaer.
At arbejde med barnets alsidige personlighedsudvikling (det individuelle) samt Sociale Kompetencer (det sociale, kollektive), mener jeg, er udgangspunktet for at koble øvrige aktiviteter jvfr. de fire andre temaer på.
by Dorthe Filtenborg Sørensen
19. december 2008 07:13
Igennem et stykke tid har jeg arbejdet med at give hver af de seks læreplanstemaer en farve således, at hver gang, jeg udarbejder en dokumentation med børnene i min daginstitution Børnehaven Engle, så farvemarkerer jeg denne udfra hvilken eller hvilke læreplanstemaer, der er blvet arbejdet med i den pædagogiske praksis - og nu også synliggøres via dokumentationen. På denne måde systematiseres dokumentationen og bliver let genkendelig for både børn, forældre - og pædagoger.
Ligeledes kan man også blive i stand til at "måle" på sin dokumentation af praksis til brug for evalueringsdelen.
Til foråret kommer der en udgivelse om farvekoderne på DAFOLO Forlag.
Man kan også læse lidt om det i Kopimappen "At arbejde med engle.........." (DAFOLO Forlag)
I computerprogrammet INFOBA er de enkelte læreplanstemaer, man dokumenterer via programmet, markeret udfra farvekoder. Der er også en brødtekst udfra hver farvekode (læs: læreplanstema).
Jeg vil senere via min blog komme med flere ideer og præsentation af metoder omhandlende farvekodesystemet - herunder hvordan evalueringsdelen inddrages.